" La vie en rose ", " La foule ", " Non, je ne regrette rien ", " Padam, Padam ", " Milord ", " Hymne à L'Amour ", " Mon dieu ", " L'homme à la moto ", " Mon manège à moi "? Det er svært at opremse alle de sange afÉdith Piaf, som har sat deres præg på den franske chanson-arv. Mere end 60 år efter hendes død giver disse sange stadig genlyd i manges bevidsthed. Édith Piaf døde den 10. oktober 1963, kun 47 år gammel. I dag inviterer vi dig til at følge i den legendariske sangerindes fodspor på en storstilet rundtur i Paris fra øst til vest.
Det hele begyndte på 72 rue de Belleville i det 20. arrondissement. Det var i dette legendariske distrikt i hovedstaden, at Édith Piaf, hvis rigtige navn var Édith Giovanna Gassion, blev født. En plakette på netop denne adresse mindes kunstnerens fødsel. Der står: "På trappen til dette hus, den 19. december 1915, blev Édith Piaf født under de mest fattige omstændigheder, og hendes stemme skulle senere chokere verden ".
Gadekunst med kunstneren omgiver også bygningens blå dør. Der er to stencils og The Atomik Nation 's " La Môme Street Music Box ", en pink spilledåse monteret på en træresonator. Det er en lyserød spilledåse monteret på en træresonator, en dåse, som man vil finde andre steder i det østlige Paris, altid i samarbejde med kunstneren.
Så det er her, foran denne bygning i det 20. arrondissement i Paris, at vores besøg begynder.
Édith Piaf blev dog født på Hôpital Tenon, som ikke ligger langt herfra, nærmere bestemt på Rue de la Chine. Vi forlader Rue de Belleville og går ad Boulevard de Belleville til metrostationen Ménilmontant. Kun et stenkast derfra, i rue Crespin du Gast nr. 5, ligger det berømteMusée Édith Piaf. Det er et privat museum, som blev åbnet i 1968 af foreningen " Les Amis d'Édith Pia f", og der er kun adgang efter aftale. Dette lille museum har til huse i den lejlighed, som Édith Piaf boede i i 1933. Her kan fans gå på opdagelse i kunstneren helt privat. En række genstande og memorabilia er udstillet i to rum, bl.a. en af hendes berømte sorte scenekjoler, et par boksehandsker, der tilhørte Marcel Cerdan, sko i størrelse 34 og fotos af sangerinden.
Vi forlader det 11. arrondissement for at vende tilbage til det 20. ved Place Édith Piaf. Det er her, der er rejst en statue, som ligner dette monument over den franske chanson. Denne bronzestatue blev officielt indviet den 11. oktober 2003 (samtidig med pladsen) for at markere 40-årsdagen for kunstnerens død, og den er skabt af billedhuggeren Lisbeth Delisle. Kunstneren skabte et meget ekspressivt værk: armene løftet mod himlen, hovedet hældt bagover og munden åben. Et stenkast fra pladsen ligger Édith Piaf-baren for de inkarnerede fans.
Dernæst tager vi til den legendariske Père-Lachaise-kirkegård. Det er her, kunstneren ligger begravet i afdeling 97 på kirkegården. Graven dekoreres jævnligt med blomster af fans fra hele verden og indeholder også resterne af Louis Alphonse Gassion, Édith Piafs far, og Théophánis Lamboukas, kendt som Théo Sarapo, sangerindens anden mand.
Vores rejse i Édith Piafs fodspor fortsætter i det vestlige Paris, på hjørnet af rue Troyon og rue Mac-Mahon (17. arrondissement). Mens hun sang på gaden, blev Édith Pia f i oktober 1935 opdaget af Louis Leplée, som drev kabareten Gerny's på rue Pierre-Charron (8e). Sangerinden, som han omdøbte til "la Môme Piaf", fik sin scenedebut. Succesen lod ikke vente på sig. To år senere stod hun på scenen i musikhuset ABC (2. arrondissement). Derefter var det hovedstadens legendariske spillesteder som Pleyel (8.),Olympia (9.) og Bobino (14.), der bød kunstneren velkommen.
Efter i en periode at have boet i et privat palæ på Rue Leconte-de-Lisle nr. 7 i det 16. arrondissement, hvor sangeren og bokseren Marcel Cerdan plejede at mødes diskret, endte Édith Piaf sit liv på Boulevard Lannes nr. 67, også i det 16. arrondissement. Sangerinden døde i øvrigt i en villa i Grasse (Côte d'Azur). Men hendes mand Théo Sarapo besluttede i al hemmelighed at bringe hendes lig tilbage til parrets hjem i det 16. arrondissement i Paris.
