Midt på sommeren i 1465 oplyste en veritabel revolution parisernes liv. Den 4. juli samme år blev der vedtaget en forordning, som krævede, at der blev sat lanterner op i Paris' gader. Enkle stearinlys, placeret i beskedne lanterner, begyndte at oplyse de mørke og farlige gader i den franske hovedstad.
Det er interessant at indse, hvor meget denne foranstaltning, selvom den er rudimentær i forhold til nutidens standarder, ændrede parisernes liv. Tidligere gjorde mørkets frembrud byen stille og endda farlig, og gaderne var fyldt med tyveknægte. Boileaus ord i hans sjette satire illustrerer perfekt situationen på det tidspunkt:
"Den mest katastrofale og mindst besøgte skov er, til Paris' pris, et sikkert sted. Ve den, som en uforudset affære optager lidt for sent i et gadehjørne."
Lanternernes indtog ændrede alt dette og gjorde den parisiske nat til en mere sikker og mindre skræmmende oplevelse. Det var en periode med betydelige forandringer for byen på trods af den modstand og de vanskeligheder, der var forbundet med at indføre de nye regler.
Louis XI's krønike nævner: "Onsdag den 4. juli blev det offentliggjort ved Paris' vejkryds, at hvert hotel i byen skulle have en lanterne og et brændende lys i vinduet om natten, og at hver husstand, der havde en hund, skulle låse den inde i sit hus under straf af en bøde. På trods af sin vigtighed blev denne forordning dog ikke overholdt fuldt ud.
Ikke desto mindre markerede dette første skridt modoffentlig belysning begyndelsen på en række foranstaltninger, der havde til formål at forbedre byboernes sikkerhed. Efterfølgende initiativer i 1524 og 1526 forsøgte at indføre endnu strengere regler for gadebelysning som svar på de forstyrrelser, der blev forårsaget af tyvebander, kendt som "bad boys", der jagtede forbipasserende og udnyttede mørkets dække til at begå deres ugerninger.
Den mest betydningsfulde ændring kom sandsynligvis i 1558, da rådskammeret påbød, at der skulle installeres en oplyst falot på hvert gadehjørne fra kl. 10 om aftenen til kl. 4 om morgenen. Det var et stort skridt fremad i udviklingen af offentlig belysning i Paris.
Men det var først i det 18. århundrede, at pariserne for alvor oplevede en forbedring. I 1744 blev lanternen med efterklang (olielampe og sølvreflektor) opfundet, men det var først i 1766, at Monsieur Bourgeois de Chateaublancs lanterne blev valgt til at udstyre gaderne i Paris. På det tidspunkt, hvor der ikke var fortove, blev de hængt op over gaderne eller hængt fra beslag for hver 50 meter.
I 1881 blev den første internationale elektricitetsudstilling afholdt i Paris. Denne begivenhed, som blev støttet af ingeniører og finansfolk, skulle vise sig at blive en kæmpe succes.
I 1900, på verdensudstillingen, blev Paris "Lysets by". Det var en markedsføringsstrategi, en måde at promovere og skille sig ud på. På dette tidspunkt havde Paris indhentet andre byer med hensyn til belysning, såsom New York, der allerede havde elektrisk belysning. Byen glitrede af lys, en påmindelse om, at det var i Paris, at de første forsøg på moderne elektrisk belysning blev gjort.
I dag er det let at afvise dette som et mindre teknologisk fremskridt. Men på det tidspunkt var det en revolution, som ikke bare gjorde livet lysere for pariserne, men også øgede deres sikkerhed og deres mulighed for at udføre deres daglige gøremål, selv efter mørkets frembrud.
Historien om lanternerne i Paris er mere end bare anekdotisk; den er et vidnesbyrd om samfundets gradvise udvikling mod et mere sikkert og organiseret natteliv. Dette initiativ forandrede pariserne liv og formede dem på en måde, som vi i dag genkender som typisk urban og moderne.
